Ruxini at 2023-09-09 12:40:35+00:00 ID: jzt36dn

---

Fra Sundhed.dk

Psykiske eller mentale sygdomme defineres ud fra de symptomer og tegn de giver, og de forstyrrelser i ens evne til at fungere, de medfører.

Religion er altså ikke en psykisk eller mental sygdom, såfremt den ikke medfører forstyrrelses i ens evne til at fungere.

Det er i hvert fald sådan vi bruger ordene nu om dage. Jeg kan dog sagtens nikkende genkendende til den følelse du beskriver. Har ofte snakket med religiøse mennesker og tænkt i mit stille sind, at det var utroligt at de overhovedet kunne fungere når de kunne få sig selv til at tro på sådan en gang selvmodsigende, let modbeviseligt vrøvl.

Men mennesket er en hel del mindre rationelt end vi ellers går og bilder os ind. Langt de fleste mennesker har i min erfaring intet solidt, rationelt grundlag for hverken deres værdier, deres moral eller deres tro (forstået som deres underlæggende metafysik).

Jeg tror at de fleste mennesker simpelthen ikke er så skide interesserede i hverken logisk konsistens eller et solidt filosofisk fundament for hverken deres tænkning eller deres gøren og laden. Det er min erfaring, at mennesker som mennesker er flest, mest interesserer sig for deres hverdag, deres nære relationer og deres egeninteresse. Det er nok også både naturligt og rimeligt. Det der godt kan skære lidt i ørene er, når folk (hvilket sker ret ofte) er helt og aldeles overbeviste om, at:

1. De lever det rigtige liv, som alle andre også burde leve.
2. Deres vage og dunkle tanker om hvorfor de er som de er og gør som de gør faktisk er et bundsolidt filosofisk og etisk fundament.

Hvis der er noget jeg har lært, så er det at vi aldrig må undervurderer menneskets evne til at overvurdere sig selv.