Bekymringen er at de ikke føler sig som en del af fællesskabet hverken på arbejdspladsen eller i deres fag, og derfor ikke engagerer sig i deres eget arbejdsliv.
Det tager tid at opbygge specialviden, så muligheden for videreuddannelse og forfremmelse er større hvis de er “loyale”.
Særligt hvis de skifter mellem forskellige fagområder, så kan det være vanskeligt at avancere, og de risikerer derfor at blive fanget i kedelige jobs.
Hvis de skifter mellem tilsvarende jobs bare for at få mere i løn, så kan de nok følge inflationen på den måde, men heller ikke mere. De kunne potentielt set øge deres indtægt mere ved at avancere.
Hvis ikke de avancerer, så sidder de også på en stilling som måske egentlig var bedre egnet til en nyuddannet.
Anyway, det er primært et problem for at arbejdsgivere hvis de ikke kan tilbyde jobs med mulighed for karriere og lønudvikling. De kan sikkert godt finde ansatte til deres jobs, men de mister viden i virksomheden hver gang der skiftes ud og virksomheden misser også udviklingen hvis ikke deres ansatte dygtiggøre sig.
Det er lettere irriterende for fagbevægelsen, hvis de flakker mellem forskellige fag, for så kan de ikke organiseres og det er vanskeligt at gøre noget for dem. Det er uhensigtsmæssigt hvis mange ikke føler et fagligt fællesskab og i stedet shopper efter de bedste vilkår uden selv at bidrage til at udvikle bedre vilkår der hvor de er.
Så det er hele vejen rundt at det stagnerer når ansatte hopper rundt uden udvikling.
Hvis de skifter mellem tilsvarende jobs bare for at få mere i løn, så kan de nok følge inflationen på den måde, men heller ikke mere. De kunne potentielt set øge deres indtægt mere ved at avancere.
Min erfaring er stik modsat. Den eneste måde jeg (og dem jeg kender) er steget signifikant i løn har været gennem jobskifte. Den årlige lønforhandling er aldrig nok til at følge med og ligger tit ligefrem under inflationen. At blive forfremmet kræver tit mange år hos samme arbejdsgiver hvor man ikke nødvendigvis har fået en god stigning.
Men her mener jeg også bestemt jobskifte inden for samme fag/område. Jeg har også kun erfaring med det private uden overenskomst så jeg ved ikke hvordan det ellers kunne være.
I min erfaring er der også meget udvikling i at skifte job. Man lærer nye værktøjer og nye måder at gøre tingene på. Hvis du spørger mig lærer man meget mere ved at være 2 år hos 2 arbejdsgivere end 4 år hos 1.
Jeg forstår godt at folk skifter job af den grund. Hvis ikke arbejdsgiver kan sørge for udvikling, så kan de glemme alt om at få “loyale” medarbejdere.
Jeg oplever det mest i hovedstaden, hvor vi har stor udskiftning, typisk 1-2 år, hvor de reelt ikke når at lære jobbet. Det ville jeg selv syntes var utilfredsstillende rent fagligt. Det afhænger selvfølgelig af jobbet og hvor stor indflydelse man selv har på det. Jeg ville ikke gide et arbejde hvor lønnen er den eneste motivation.
På det punkt mener jeg at man også selv har et ansvar for at skabe den stilling man ønsker, og det kræver nok lidt længere ansættelse.
Bekymringen er at de ikke føler sig som en del af fællesskabet hverken på arbejdspladsen eller i deres fag, og derfor ikke engagerer sig i deres eget arbejdsliv.
Det tager tid at opbygge specialviden, så muligheden for videreuddannelse og forfremmelse er større hvis de er “loyale”. Særligt hvis de skifter mellem forskellige fagområder, så kan det være vanskeligt at avancere, og de risikerer derfor at blive fanget i kedelige jobs.
Hvis de skifter mellem tilsvarende jobs bare for at få mere i løn, så kan de nok følge inflationen på den måde, men heller ikke mere. De kunne potentielt set øge deres indtægt mere ved at avancere.
Hvis ikke de avancerer, så sidder de også på en stilling som måske egentlig var bedre egnet til en nyuddannet.
Anyway, det er primært et problem for at arbejdsgivere hvis de ikke kan tilbyde jobs med mulighed for karriere og lønudvikling. De kan sikkert godt finde ansatte til deres jobs, men de mister viden i virksomheden hver gang der skiftes ud og virksomheden misser også udviklingen hvis ikke deres ansatte dygtiggøre sig.
Det er lettere irriterende for fagbevægelsen, hvis de flakker mellem forskellige fag, for så kan de ikke organiseres og det er vanskeligt at gøre noget for dem. Det er uhensigtsmæssigt hvis mange ikke føler et fagligt fællesskab og i stedet shopper efter de bedste vilkår uden selv at bidrage til at udvikle bedre vilkår der hvor de er.
Så det er hele vejen rundt at det stagnerer når ansatte hopper rundt uden udvikling.
Min erfaring er stik modsat. Den eneste måde jeg (og dem jeg kender) er steget signifikant i løn har været gennem jobskifte. Den årlige lønforhandling er aldrig nok til at følge med og ligger tit ligefrem under inflationen. At blive forfremmet kræver tit mange år hos samme arbejdsgiver hvor man ikke nødvendigvis har fået en god stigning.
Men her mener jeg også bestemt jobskifte inden for samme fag/område. Jeg har også kun erfaring med det private uden overenskomst så jeg ved ikke hvordan det ellers kunne være.
I min erfaring er der også meget udvikling i at skifte job. Man lærer nye værktøjer og nye måder at gøre tingene på. Hvis du spørger mig lærer man meget mere ved at være 2 år hos 2 arbejdsgivere end 4 år hos 1.
Jeg forstår godt at folk skifter job af den grund. Hvis ikke arbejdsgiver kan sørge for udvikling, så kan de glemme alt om at få “loyale” medarbejdere.
Jeg oplever det mest i hovedstaden, hvor vi har stor udskiftning, typisk 1-2 år, hvor de reelt ikke når at lære jobbet. Det ville jeg selv syntes var utilfredsstillende rent fagligt. Det afhænger selvfølgelig af jobbet og hvor stor indflydelse man selv har på det. Jeg ville ikke gide et arbejde hvor lønnen er den eneste motivation. På det punkt mener jeg at man også selv har et ansvar for at skabe den stilling man ønsker, og det kræver nok lidt længere ansættelse.